Takket være sine flotte præstationer (heriblandt en 4.-plads ved World Cuppen i Lonato, Italien og en 6.-plads ved sommerens VM i München) er skeetskytten, Anders Golding, fra Jetsmark Sogns Jagtforening blevet udtaget til året World Cup Finale, som fandt sted i denne weekend i Izmir, Tyrkiet.
Efter førstedagen lå Anders på en foreløbig 3.-plads med 73 træf (24-25-24) - samme antal som den forsvarende verdensmester, russiske Valeriy Shomin. Italienske Luigi Lodde førte konkurrencen med 74 træf inden andendagen.
Anders lagde pres på sig selv i andendagens første og konkurrencen fjerde serie med to bom. Dermed var han tvunget til at skyde perfekt i den sidste serie i gurndomgangen, hvis han skulle avancere til finalen. Det lykkedes imidlertid. Han gik til finalen med 121 træf - samme score som fire af de fem øvrige finalister. Sommerens VM-to'er, italienske Ennio Falco førte med 122 træf.
Anders holdt en god rytme hen til standplads fem, hvor han lavede sit enlige finale-bom. Heldigvis smed de øvrige konkurrenter, undtagen Ennio Falco, også duer på denne post, så Anders var stadig med helt fremme.
Ennio Falco var urørlig, idet han skød en perfekt finale og dermed vandt med 147 træf samlet. De øvrige podieplaceringer var dog ikke afgjort endnu. Anders sluttede på 145 træf, hvilket var samme score som verdensmester-Shomin og græske Nikolaos Mavrommatis. Der skulle altså shoot-duel til mellem de tre for at afgøre sagen.
Her missede begge danskerens konkurrenter den ene af de to duplet-duer, og da han selv havde ramt sine duer var nordjyden sikret sølvet. Valeriy Shomin endte med at tage bronzen efter fire duers duel med Mavrommatis.
"Det var en god konkurrence: nye baner men med gamle maskiner, så derfor fløj duerne rigtig dårligt. Hvis der havde været nye maskiner, tror jeg, at resultaterne havde været højere", sagde Anders og fortsatte.
"Jeg lavede tre dumme fejl, som burde havde givet træf, så jeg havde egentlig kun et reelt bom. Da vi kom til shoot-off'en var jeg ikke i tvivl om, hvem der skulle vinde denne gang. Jeg synes det var min tur. Jeg er meget tilfreds med min skydning i år, og nu glæder jeg mig til en lille ferie", sluttede nordjyden.
Resultater fra herrernes skeet, 125 duer:
1) Ennio Falco ITA 122+25/147
2) Anders Golding DEN 121+24/145+2
3) Valeriy Shomin RUS 121+24/145+1+4
Resultatliste