Charlotte Jakobsen et point fra medalje

af  Morten Brockmeyer
Århus-riffelskytten, Charlotte Jakobsen var sølle ét point fra VM-guldet i damernes 60 skud liggende disciplin på 50-meter distancen. Med 596 points og 37 pletskuds-10'ere ("kryds-10'ere") blev hun henvist til 6.-pladsen. Bronzevinderen, Olga Dovgun, fra Kazhakstan skød også 596 points, men vandt over Charlotte med 8 kryds-10'ere mere.

Det startede supergodt for Charlotte: første 9'er meldte sig i skud nummer 27, og halvvejs i skydningen havde hun kun smidt ét point efter serier på 100, 100 og 99 points. Fjerde serie blev også på 100 points, men Charlotte havde lidt tur i den med en del "lave" 10'ere på 10,0 og 10,1 - men som dog stadig talte for 10'ere. Hvis Charlotte havde heldet med sig i fjerde serie, så skiftede dette i femte. To skud målt til 9,9 gjorde, at hun lukkede serien på 98 points. Dog var hun stadig helt med fremme indtil sidste serie.

Sikre 10'ere i starten gav god ro over skydningen, men i hendes sjettesidste skud rejste skytten ved siden af sig op, idet Charlotte trykkede af. Resultatat: 9,9 points. Selvom hun havde sikre skud i resten af serien, så var hun desværre for langt bag efter på rene 10'ere til at komme på podiet.

"Det var lige ved og næsten. Jeg kæmpede til det sidste, og det var rigtigt hårdt. Det var et udemærket resultat, men alligevel er det ærgeligt, at være så tæt på", sagde Charlotte efter skydningen.

Konkurrencens anden dansker, Jette Fauerbye Andersen, havde en ok dag på skydebanen. Hun satte dog sig selv under pres med en første serie på 98 points, men holdt fint niveau i de næste to, hvor hun fik to gange 99 points. Dermed var medaljerne væk, men Jette kunne bestemt stadig lave et fint resultat. Med tre sidste serier identiske med de første tre sluttede hun på 592 points - en forbedring på tre points i forhold til gårsdagens eliminationsskydning. Sidste års EM-sekser endte på 31.-pladsen.

"Det var ikke fantastisk, men heller ikke til grin. Jeg skød op til udtagelseskravene, og selvom jeg gerne ville have haft mere, så var det der ikke i dag. Jeg har haft en lidt træls sæson med riffel- og ammunitionsproblemer, så jeg er egentlig godt tilfreds", udtalte Viborgskytten efterfølgende.

Indiske, Tejaswini Sawant tog guldet med en tangering af verdensrekorden på 597 points foran polske Joanna Ewa Nowakowska, der fik samme score.

1) Tejaswini Sawant IND 597
2) Joanna Ewa Nowakowska POL 597
3) Olga Dovgun KAZ 596
Danske placeringer:
6) Charlotte Jakobsen 596
31) Jette Fauerbye Andersen 592

Komplet resultatliste
08-08-2010
 
 

© Dansk Skytte Union l Brøndby Stadion 20 l DK-2605 Brøndby l T/ +45 4326 2626 l M/ info@skytteunion.dk