Ny lov om børneattester

af  Morten Brockmeyer
Ved årsskiftet trådte en ny lov omkring indhentning af børneattester i kraft. Fremover skal kommunen sanktionere de foreninger, der ikke indhenter børneattester.
Landets idrætsforeninger skal fremover skrive under på en tro og love erklæring om, at de indhenter børneattester fra de frivillige ledere og trænere, der har med børn og unge under 15 år at gøre. Det er resultatet af en ændring i folkeoplysningsloven, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Hvis kommunerne opdager, at idrætsforeningerne alligevel ikke indhenter de lovpligtige attester, får det således mærkbare konsekvenser for de respektive foreninger. Kommunen er nemlig fremover forpligtet til ikke at give tilskud eller stille lokaler og anlæg til rådighed for de foreninger, der sløser med børneattesterne.

En undersøgelse foretaget af Danmarks Idræts-Forbund og DGI viste for et halvt år siden, at otte procent af de danske idrætsforeninger fortsat ikke indhenter de lovpligtige børneattester.

Det er en forbedring i forhold til de 25 procent, som ikke indhentede børneattester for godt et år siden, men kommunikationschef hos Danmarks Idræts-Forbund, Morten Mølholm, håber, at den nye lov kan sikre, at antallet kommer yderligere ned.

"I og med at foreningerne skal skriver under på en tro og love erklæring, sender det en klar signalværdi om vigtigheden i, at man sørger for at indhente børneattesterne. Vi er nået et stort stykke i vores oplysningsarbejde omkring børneattesterne, men med den nye lov håber vi, at antallet af foreninger, der ikke får indsamlet attesterne, kommer endnu længere ned", siger Morten Mølholm.

Læs mere om indhentning af børneattester
13-01-2010
 
 

© Dansk Skytte Union l Brøndby Stadion 20 l DK-2605 Brøndby l T/ +45 4326 2626 l M/ info@skytteunion.dk