DIF ser frem til samarbejdet med Per Stig

af  Morten Brockmeyer
"Per Stig Møller er en yderst erfaren, velanskreven og indflydelsesrig politiker, som vi glæder os til at arbejde sammen med om den videre udvikling af såvel elite- som breddeidrætten", siger DIF's formand Niels Nygaard.

Den nye kulturminister kommer til på et tidspunkt, hvor der er indgået et bredt politisk forlig om den fremtidige spillovgivning og dermed også det fremtidige tilskudsniveau til idrættens centrale, landsdækkende organisationer:

"Vi skylder en stor tak til de to afgående ministre Kristian Jensen og Carina Christensen for deres indsats i forbindelse med spillovforslaget, som nu skal behandles i Folketinget. Og vi ser frem til at følge lovforslaget helt til dørs i et tæt samarbejde med den nye kulturminister. Andre aktuelle udfordringer er opfølgning på breddebetænkningen og medieforhandlingerne, hvor vi gerne ser public service aftaler om idrætten videreført og endnu højere prioriteret. Også det ser vi frem til en dialog med den nye kulturminister om", siger DIF's formand Niels Nygaard.

Artiklen er skrevet af Morten Mølholm Hansen, DIF.
06-03-2010
 
 

© Dansk Skytte Union l Brøndby Stadion 20 l DK-2605 Brøndby l T/ +45 4326 2626 l M/ info@skytteunion.dk